1. Problemstilling

Reglerne om omkostningsgodtgørelse skal forhindre, at økonomiske forhold afholder skatteyderne fra at få prøvet deres sag.

I praksis opstår der imidlertid en række retssikkerhedsmæssige udfordringer i forbindelse med Skatteankestyrelsens visitering af klagesager og reglerne om omkostningsgodtgørelse.

For det første skaber puljebehandling af sager med principielle spørgsmål og indledende visitering og udvælgelse af førersager til behandling i Landsskatteretten usikkerhed om, hvornår en sag visiteres endeligt til den rette instans – og dermed om, hvorvidt skatteyderen har ret til godtgørelse for sagkyndig bistand.

For det andet kan skatteyderen miste retten til omkostningsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft, hvis en sag senere omvisiteres til en anden instans – også selv om der allerede er afholdt udgifter.

Endelig indebærer en teoretisk visitering uden klare retningslinjer i forbindelse med brug af den såkaldte overspringsregel, at skatteyderen ofte først får klarhed over sin økonomiske risiko, når udgifterne allerede er afholdt.

Samlet betyder dette, at skatteyderne i praksis kan blive afskåret fra at føre principielle sager af økonomiske grunde, hvilket er i strid med formålet bag reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Hertil kommer, at sagsbehandlingstiden for ansøgning om omkostningsgodtgørelse er uacceptabel lang - for nogle sager helt op til 12 måneder.

Baggrund

Reglerne om omkostningsgodtgørelse har til formål at sikre, at skatteydere ikke af økonomiske grunde afskæres fra at gå videre med at få prøvet deres skattesag i klageinstansen eller ved domstolene. Ordningen understøtter dermed grundlæggende principper om retssikkerhed, lighed og rimelighed, så alle borgerne kan få adgang til klage og domstolsprøvelse uanset økonomisk formåen. Samtidig udligner ordningen det asymmetriske styrkeforhold mellem skatteydere og staten, der råder over væsentligt større ressourcer. At ordningen netop er med til at skabe større til retssikkerhed på skatteområdet fremgår af forarbejderne til en ændring af ordningen i 2016.

Ordningen omfatter sager, der indbringes for skatteankenævnene og Landsskatteretten. Videreføres sagen til domstolene, ydes der også omkostningsgodtgørelse. Det samme gælder i udgangspunktet, hvis skatteyderen anvender overspringsreglen i skatteforvaltningslovens §48.

Derimod ydes der ikke omkostningsgodtgørelse i sager, der afgøres med Skatteankestyrelsen som afgørelsesmyndighed, eller i sager, der skal afgøres af et vurdering- eller motorankenævn. Imidlertid kan en sådan sag visiteres til Landsskatteretten, hvis den er af principiel karakter, og sagen vil i så fald være omfattet af reglerne om
omkostningsgodtgørelse. Her opstår imidlertid en række problemer i forhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse, herunder i relation til skatteyderens økonomiske mulighed for, på et oplyst grundlag, at antage sagkyndig bistand til at føre sin sag.

Problemstilling nr. 1)
Den første problemstilling vedrører klagesager med ensartede, principielle spørgsmål, der puljes i Skatteankestyrelsen, og hvoraf en række såkaldte førersager udvælges til afgørelse i

Landsskatteretten. Landsskatteretten afgør førersagerne, før de øvrige sager i puljen kan afgøres af Skatteankestyrelsen eller af et motor- eller vurderingsankenævn.

Hver af disse klagesager rejser principielle problemstillinger og rummer ofte betydelige og komplekse juridiske spørgsmål, som de færreste skatteydere vil kunne håndtere uden sagkyndig bistand. Skatteankestyrelsens indledende visitering af klagen – og dermed
spørgsmålet om, hvem der har afgørelseskompetence – er imidlertid helt afgørende for adgangen til omkostningsgodtgørelse.

Hvis disse sager indledende visiteres til afgørelse af Skatteankestyrelsen, et vurderings- eller motorankenævn kan der ikke ydes omkostningsgodtgørelse til udarbejdelse af klagen og bemærkninger til førsteinstansens udtalelse. Det gælder uanset, at alle klagerne på klagetidspunktet individuelt opfylder betingelserne for at blive visiteret til Landsskatteretten, fordi de er principielle.

Først når sagen langt senere tildeles en sagsbehandler, foretages der en egentlig vurdering af, hvilken instans, der er rette afgørelsesmyndighed. Skatteyderen får derfor ofte først sent
i forløbet klarhed over, om der kan ydes godtgørelse til førelse af sagen. 

Skatteyderen står dermed overfor valget mellem at føre sagen uden sagkyndig bistand eller helt at undlade at føre den. Det underminerer hele formålet bag reglerne om omkostningsgodtgørelse, idet skatteyderen på trods af at sagen er principiel, netop af økonomiske grunde kan afholde sig fra at gå videre med sin sag.

Problemstilling nr. 2)
En anden problemstilling angår den modsatte situation, hvor en pulje af principielle sager visiteres direkte til Landsskatteretten og dermed fra start er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse. For disse sager gælder, at retten til omkostningsgodtgørelse bortfalder med tilbagevirkende kraft, hvis sagen senere omvisiteres til en anden instans, når klagen tages under egentlig sagsbehandling.

Når sagen omvisiteres til Skatteankestyrelsen, et vurderings- eller motorankenævn, vil skatteyderen ikke være berettiget til omkostningsgodtgørelse for den del af arbejdet, der vedrører den sagkyndige bistand. Ifølge Skattestyrelsen skyldes dette, at godtgørelsen udbetales efter den instans, der træffer afgørelse i sagen. Skatteyderen har dermed ført sagen under en forudsætning om godtgørelse, som efterfølgende bortfalder, og står herefter tilbage med en væsentligt højere udgift end forudsat, da sagen blev indledt med sagkyndig bistand.

Problemstilling nr. 3)
En tredje problemstilling knytter sig til anvendelsen af overspringsreglen i skatteforvaltningslovens § 48. I sager med meget lange sagsbehandlingstider kan skatteyderen have en berettiget interesse i at fremskynde en afklaring ved at indbringe sagen
direkte for domstolene.

Hvis sagen imidlertid ikke ved klagens indgivelse er blevet visiteret til Landsskatteretten, vil Skatteankestyrelsen – i forbindelse med en efterfølgende ansøgning om omkostningsgodtgørelse – af Skattestyrelsen blive anmodet om at foretage en såkaldt ulovbestemt ”teoretisk” visitering.

Der findes ingen retningslinjer for, hvilke momenter der indgår i en ”teoretisk visitering”, der sker retrospektivt. I praksis ser vi, at Skatteankestyrelsen i sådanne tilfælde henviser til den visitering sagen var registreret med på overspringstidspunktet ved vurderingen af, om sagen kunne anses for principiel. Dette står imidlertid i modsætning til, at Skatteankestyrelsen samtidig generelt oplyser, at rette afgørelsesmyndighed først kan fastlægges, når sagen tildeles en sagsbehandler, idet overspringsreglen ofte må formodes anvendt inden sagen tildeles en sagsbehandler.

En teoretisk visitering er således retssikkerhedsmæssigt uholdbar for skatteyderne. I relation til overspringsreglen kan skatteyderen først få sikkerhed for sin økonomiske position, når udgifterne til førelse af retssagen allerede er afholdt. Dette vil utvivlsomt afholde mange skatteydere fra at føre sagen – udelukkende af økonomiske grunde.

Problemstilling nr. 4)
Skattestyrelsen skriver i deres kvitteringsskrivelser i forbindelse med en ansøgning om omkostningsgodtgørelse, at der er en forventet sagsbehandlingstid på op til 8 måneder vedrørende personsager og 11 måneder vedrørende selskabssager. Det er svært for skatteyderne at leve med at skulle vente så lang tid på at få afklaret, om man er berettiget til af få dækket sine ansøgte udgifter.

2. Løsningsforslag

Det er vores opfattelse, at formålet med reglerne om omkostningsgodtgørelse tilsiger, at ovenstående scenarier et helt uacceptable for skatteyderne. 

Vi foreslår i relation til den første problemstilling, at alle klagesager indledningsvist visiteres til den afgørelsesmyndighed, der må antages at skulle træffe afgørelse, hvis sagen skulle afgøres på klagetidspunktet. Indeholder sagen derfor principielle spørgsmål på
klagetidspunktet, så skal sagen indledningsvist visiteres til afgørelse af Landsskatteretten. I så fald vil skatteyderen have mulighed for at få sagkyndig bistand til håndtering af den principielle problemstilling og væsentlige processuelle skridt, som f.eks. udarbejdelse af klagen.

Afklares retstilstanden senere, hvorved sagens principielle karakter bortfalder, kan sagen omvisiteres til en anden ikke-godtgørelsesberettiget afgørelsesmyndighed.

Det foreslås i forlængelse heraf, og i relation til den anden problemstilling, at der ydes omkostningsgodtgørelse for den del af den sagkyndige bistand, der er ydet frem til tidspunktet for omvisiteringen.

I relation til den tredje problemstilling foreslår vi, at der – når overspringsreglen i skatteforvaltningslovens § 48 ønskes anvendt – gives adgang til at indhente et forhåndstilsagn om omkostningsgodtgørelse med enten 100 % eller foreløbig 50 % på samme måde, som der kan anmodes om og gives forhåndstilsagn om omkostningsgodtgørelse til syn og skøn, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, nr. 3.

Ovenstående vil uden tvivl og som minimum styrke retssikkerheden for skatteydere på alle de 148 områder, hvor Skatteankestyrelsen er tillagt afgørelseskompetence, jf. bekendtgørelse nr. 967 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen, samt i klagesager på motor- og vurderingsområdet.

Vi opfordrer derfor til, at skatteministeren snarest muligt udarbejder et lovforslag herom, ligesom vi opfordrer til at det afdækkes, om behandlingen af ansøgninger om omkostningsgodtgørelse kan gøres simplere.